Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

LEIBL OG COURBET. tyrenakket og brunøiet med røde læber i sort skjæg kom han larmende gjennem Münchens gader, klædt i arbeiderbluse og skaftestøvler og med knippel i hånd. Det var som selve socialdemokratiet brød ind og forstyrred den historiske maskerade. Leibl traf ham på kneiperne, drak mange krus med ham, og uden at forstå meget af hans franske skryd blev han lige henrevet af Courbets personlighed som af hans kunst. Og »realismens fader« på sin side følte en lige uvilkårlig sympathi for den bjørnestærke, tause tysker med det kraftige nævetag og den smidige pensel. Før året var omme, mødtes de igjen i Paris. Courbets læremestere — alle hans revolutionære theorier tiltrods — havde været de gamle mestere i Louvre, fremfor alle Caravaggio og Ribera, naturalisterne i det gamle Neapel og Spanien. Fra dem havde han sin sværladne farve med det pastose strøg og de sorte skygger. Også Leibl søgte lærdom hos de gamle mestere. Af dem lærte han håndværket tilgavns. Selv havde han det indhold, han kunde fylde formen med. Det viste han, da han atter stod hjemme i München, efterat krigens udbrud i 1870 havde gjort en brat ende på hans pariserophold. Påvirkningen fra Courbet er meget mærkbar i Leibls ungdomsarbeider, særlig i en del bredt malte portrætter, rene mosaiker af farvetoner, hvor dog strøgets bredde dækker over nitningen mellem farveflækkerne. Men allerede i det berømte billede Cocolten, som han malte i Paris, er Leibls egenart levende og hans geni åbenbart. Det gyldne ansigt over den hvide pibekrave og den myge hånd er malt som med en bred pensel af sobelhår. Courbetskolens malerisk brede stil er for Leibl det frugtbare udgangspunkt. Men hans kunsts videre udvikling arter sig som en stadig rigere udfoldelse af det bag farven halvdulgte formale element. Hans stil kan svinge mellem en bred, tonet manér og en skarpt og præcist modelerende, lige til en blank og glat overflade med en uen- delig nænsom detaljudførelse (som i Kirkebilledet i Worms). Men altid fins der som et net af linjer i hans kunst, som han stadig er beskjæftiget med at stramme og kom- binere til faste systemer, skikket til at gjengi hans indtryk af virkeligheden. Og med fabelagtig energi meddeler hans billeder disse indtryk. Der gives mennesker som, når de i mørke bider i en fersken, påstår, at det er en potet, der gives også mennesker som kalder Leibl for en åndløs realist, som med utrættelig flid bare har kopieret sine modeller, indtil fotografisk nøiagtighed er nådd. Han er en utrættelig modelmaler, det er sandt. Men modellerne er egentlig kommet til verden for at gi udtryk for en af Leibls malerisk-lineære ideer, ikke han for at male dem. Derpå beror disse bayerer-bønders identitet, i virkeligheden og i billederne.1) R Det er det, som er den store forskjel på en bondemaler som Leibl og en som Defregger, at Leibl tænker ikke: Nu skal jeg male bønder, så det forslår! Han ganske ligefrem virkeliggjør 301