Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TYSK MALERKUNST. Nar Leibl blev bondemaler, så var det ikke, fordi ban måtte ha sig en specialitet, han som de andre »genremalere«. Det var ikke for at fremstille »folketyper« og »folkeliv«. Det var heller ikke af interesse for de »pittoreske kostumer«. Alt det ethnografiske kunde ikke spille nogen rolle for denne maler, som ingen andre tanker synes at ha rummet i sin hjærne end malertanker. Når Leibl maler en bayersk bon- depiges spidspullede, snoromvundne hat og blommede tørklæ, er det ikke, fordi han ved, at slig går bondepigerne klædt der i egnen, men fordi disse gjenstande ved sin form, ved sin farve har virket inciterende på hans malerøie i dette ene, enkelte tilfælde. Han vil ingenting fortælle med sin kunst, han vil ikke more med vid og humor, ikke røre med følsomhed, ikke fængsle med åndrighed. Han har bare det ene mål: 1 det ypperst mulige håndværk at løse en malerisk opgave af rent lineær eller koloristisk art. At det faste stof, hvorpå lysets toneværdier fordeler sig og linjerne spænder sit net, som regel er et ansigt, et menneske eller to i et lukket rum, det har for så vidt mindre at betyde, som det i grunden lige godt kunde være et andet stykke stilleben, hvis maleriske epidermis han havde forelsket sig i. Leibl kunde lige godt tænkes at ha malt andet end bønder, — alt muligt, når det bare var fra nutiden. »Historie« d. e. kostumerte nutidsmennesker, som forestiller at tilhøre en svunden tid, kunde han ikke tænkes at ha malt. Heller ikke sagn eller fantasifostere. Malere som Böcklin eller Burne Jones kan nøie sig med et vers, et sagn, et mythologisk begreb som inspirator for sin kunst. Thi deres kunstneriske evne er en bastard af maler og digter. Leibl må ha selve den korporlige virkelighed for øie, først i den gjenfinder han sine ideer materialiseret. Thi som Manet eller Cezanne i Frankrige er Leibl i Tyskland den rendyrkede type på maleren, hvis kunst absolut aldrig har sit udspring i en tanke, men i en visuel idé — en idé, som består'af linjer, rumforhold og farver. Leibl blev en bondemaler, simpelthen fordi han bodde blandt bønder. Ganske tidlig i sit kunstnerliv trak han sig ud af samfundet og søgte ensomheden på landet. Han havde allerede i München en liden skare af tro venner, tilhængere og efterfølgere, at hvilke især Irübner i Karlsruhe den dag idag fortsætter hans maleriske tradition. Men kunstverdenen i München med dens kotterier og trakaserier, dens udstillings- sin maleriske idé gjennem bondemodellen. Det er jo i det hele tat det, som al kunst gjør: at virke- hggjøre en idé. Men ikke alle maleres ideer har naturen giddet virkeliggjøre. Ideer som Leibis synes naturen selv at ha havt sin glæde af at gestalte til virkelighed, for hr. Defreggers maleriske påfund har realiteternes gud derimod ingen interesse næret. Derfor virker Leibis bønder sande og tilforladelige, samtidig som hans billeder er dyrebare kunstnydelser, mens Defreggers bønder virker falske og eftergjorte, samtidig som hans billeder lar vor kunstsans gå lige sulten bort som den kom. Disse billeders indhold er nemlig blot og bar skrøne uden hold i livet. Det rare er bare, at ikke alle skjønner, at det er skrøne, men lar sig forlede til at tro, at det er tyrolerliv. 302