88
PESTALOZZI
øje, at det er en Strøm, han skal lede ind i dens rette Leje. Den forvirrede Væv af Lidenskaber og Handlinger, Forbrydelsen er et Billede af, vil, opløst i sine første Bestanddele, vise sig udgaaet fra faa og simple Begyndelser. Her er Stedet, hvor Lovgiveren skal ramme Forbrydelsen, At det enkelte Udbrud straffes, har ingen Betydning. Psykologisk Klarsyn er da nødvendigt baade for dem, der skal fastsætte, og dem, der skal udøve Lovene. Skal de naa deres Maal, saa maa det individuelle Hensyn tages, som de nyere Lovgivningers Aand mere og mere fornægter.
Dybest Indtryk gør Loven, naar den træder Forbrydelsen i Møde i personlig Skikkelse. Saa kan Forbryderen komme til at føle, at Retfærdigheden er parret med Kærlighed. Særlig ved Forbrydelser som Barnemord er det af Vigtighed, netop fordi man efter deres Natur kan tvivle om, at de behøver at kaldes egentlige Forbrydelser. Lovens Straf for uægte Børns Fødsel er næppe uden væsentlig Skyld i dem. Et Øjebliks Selvforglemmelse i stærke Naturdrifters Vold er nok til at lægge Spiren til hvad der siden straffes som en Forbrydelse. Hensyn til højre og venstre skaber en letforklarlig Tilbøjelighed til at skjule den Tilstand, der er bleven Følgen. Udsigterne til Fattigdom, Ensomhed i at bære den Byrde, som ifølge Naturens Orden to er satte til at bære, gør deres til at forøge det Tryk, som allerede den legemlige Tilstand fører med sig. øjeblikket kommer, hvor Feber og Smerte hidser Indbildningskraften, et pludseligt Haab. et opdukkende Indfald tager Magten, og halv i Vildelse og Vanvid begaas en Handling, der senere maa bødes med Livet.
Men den, der forstaar hele denne sjælelige Udvikling, der næsten gør Forbrydelsen til en Nødvendighed,