LOVGIVNING OG BARNEMORD
89
vil ogsaa indse, at den blodige Straf i hvert enkelt Tilfælde langt fra svarer til hvad der er Samfundets og de enkeltes Tarv. For det første kan Dødsstraffen omtvistes, i alt Fald den upersonlige, maskinmæssige Opfattelse, hvorefter den idømmes. Dernæst er den offentlige, for alle aabenlyse Straf langt fra altid paa sin Plads. For Forbrydelser, om hvilke den blotte Tanke helst skulde jages ud af Menneskenes Sind, burde heller ikke Straffen fuldbyrdes for alles Øjne. Endelig virker Dødsstraffen ikke altid afskrækkende, særlig maaske i dette Slags Tilfælde.
En Forbrydelse, der er fremkaldt ved saa mange krydsende Omstændigheder og urolige Stemninger, vil, naar en vis Ro atter er indtraadt, efterlade en dybtfølt Anger, der kaster Forbrydersken i Armene paa det religiøse. Derigennem vil hun vinde sin Sindsro tilbage og i Straffen netop se et Frelsømiddel, hvorved hun soner sin Brøde og genkøber sin Uskyldighed. Det er ikke uden Eksempel, at den høje Ro, den inderlige Andagt, hvoraf som Følge deraf Personligheden i det for alle tilgængelige Dødsøjeblik har været præget, i sværmeriske Sind har fremkaldt en Higen efter ad samme Vej at naa samme Salighed, gennem Forbrydelsen og Straffen derfor at vinde sig selv tilbage i forhøjet Inderlighed.
Lovgivningen gaar endog aldeles uretfærdigt til Værks, idet den ikke straffer den mandlige Ophavsmand til Forbrydelsen, skønt han ofte ved sin Utroskab er en Hovedaarsag til den. Alt dette taler indtrængende for en anden Ordning. Dennes første Fonnaal maatte være ved positive Midler at komme ud over de ulykkelige Forhold, hvoraf Forbrydelsen udspringer. Det næste, hvor Ulykken er sket, ikke længer at gøre den til Gen-