LOVGIVNING OG BARNEMORD
87
ganske sig selv. Udviklet Følelsesmenneske, der sættes i Bevægelse af Virkeligheden, Samfundslivet hans Interesse, de enkelte Menneskers Lykke Synspunktet for Samfundet. Samfundets Selvhævdelse overfor Individet træder i Skygge for Individets Ret overfor Samfundet. Ligeoverfor Forbrydelsen bliver Straffen det underordnede for ham, Forebyggelsen den væsentlige Opgave. Paa alle Maader gælder det om at standse et Onde i dets Udspring, forandre den Tilstand, der har affødt det. Det er ogsaa Hovedtanken i dette Skrift. Hans Tanke gør jævnlige Udflugter, paa hvilke han behandler Livets forskellige Forhold. Gennem lyrisk udmalede Livsbilleder udvider han efterhaanden sine Betragtningers Kreds. Til sidst ligger hele hans Livsopfattelse i sine væsentlige Punkter aaben for Læseren. Begrænsning er en litterær Egenskab, man mindst af alt maa kræve af ham. Det gaar med Sproget som med Tankerne: det svulmer og breder sig og sprænges tit af en næsten krampagtig Følelse.
Kærligheden til Mennesker er Midtpunktet i hans Skrifter som i hans Liv. Menneskenaturen er ham den fra Fødselen af rene, ufordærvede Menneskenatur, hvis Vink man skal følge og hvis Grunddrifter er berettigede og kræver at tilfredsstilles for at kunne udvikle sig paa rette Maade. De skal ikke kues, men sættes i Stand til at vokse deres sunde, naturlige Vækst. I selve den naturlige Følelse vil Mennesket da have Nydelsens Grænse givet. Undseelse over en begaaet Brøde, Ulyst til at høre den omtalt af andre træder i sin rene Skikkelse hjælpende til og viser Driften Vej.
Men naar ulykkelige Samfundsforhold har givet Drifterne en skæv Retning, som tvinger Lovgivningen til at skride ind, maa det stadig staa Lovgiveren for