o
PESTALOZZI
stærkt Stykke. Han føjer derfor til: „Jeg vil med alt det ikke sige mere, end at Sko] eanstalterne i Almindelighed kun for saa vidt virke til Fremme for Menneskenes Sædelighed og Lyksalighed, som de er grundede paa den højere og yidere førende Opdragelse, som kun Forældre kan give, og i et vist Forhold er underordnede under denne.“ Opdragelsen til det store Samfund, til Statens og Fædrelandets Tjeneste har Opdragelsen til det lille Samfund, til Familieliv og Venskab, til nødvendig Forudsætning. „Borgeren maa almindeligvis og fortrinsvis lære at sørge for Kone og Barn, for Ven og Broder, for Nabo og Meningsfælle. Men det skulde han ogsaa af Hensyn til Staten lære godt, ti det er paa denne Bane, han væsentlig og almindeligvis lærer at sørge for dette Forhold og tjene det. Vore Forfædres Fædrelandssind havde sin første Næring i denne snævre Dannelse.“
I Forholdet mellem Herskab og Tyende, som har saa meget at sige for Huslivet og Samfundssædeligheden, maa den samme Aand herske. Den vil da knytte de enkelte Medlemmer af Husstanden fast sammen om det fælles Midtpunkt med det patriarkalske Liv til Forbillede. Fremfor alt maa Retfærdighedsfølelsen ikke krænkes. Intet er i den Grad egnet til at nedbryde et Menneskes sædelige Holdning som Tanken om at have lidt Uret. „Folk, det er hændt, vil bestandig siden efter ved alt, hvad de gør fejlt, holde sig til Usandheden i den overdrevne Klage og den Uret, de lider, og jo længer des mere miskende deres sande Fejl.“
Pieteten maa i Familien som i Samfundet udelukke Enkeltmands Selviskhed. Ellers bliver Følgen, at „ligesom den opsvulmende Privatselviskhed opløser de hellige Baand i Forholdene mellem Forældre, Søskende,