94
PESTALOZZI
vil og det er det, han har, af sine Køer, sine Agre, sine blomstrende Sønner eller hvad i al Verden du vil — kun giv ham noget, at han ikke skal være uden Stolthed og hans Handlemaade tabe al Opmærksomhed for Retskaffenhed og forfalde til Nederdrægtighed.“ De gamle Dages Ærbarhed og moralske Følelse skal paa den Maade vokse sammen med de unge Menneskers inderste Natur. „Europa,“ udbryder P., ,.naar din Kultur førte dit Folk til den Enfold, at en Piges uskyldige Smil gjorde ukyske Knægte skamrøde i godt Selskab, saa stod den paa en Højde, som var dit Eolk til Velsignelse. Men Tidsalder! Fædreland! Din Kultur staar ikke paa disse Højder. Den danner os rigtignok, den lader os ganske vist bøde, den indskrænker os ganske vist; men idet den indskrænker os, forkrøbler den os; idet den danner os, misdanner den os, og jo flere Bøder den tager af os, des mere mindsker den Bodfærdigheden i Landet.“
Alt vel overvejet er dog nok en Tilbagevenden til det gamle en Umulighed. „Vi maa fremad. Vi er saa forkunstlede, at Enfoldigheden ikke formaar at hjælpe os. Rousseaus Tanke om at genføde Naturtilstanden og dens Paradis bliver derfor kun en Digterdrøm. “ „Hele Jorden over er den udannede, tilbagesatte Mand selv under de heldigste Omstændigheder ikke menneskeligt dannet, men kun sanseligt, og under uheldige Omstændigheder altid dyrisk forvildet.“ Saadanne raa Sanselighedsmennesker føler i Reglen ikke den Ulykke, hvori de dog er stedt, naar de blot faar de ydre Fornødenheder tilfredsstillede. „Men disse Sanseligheds-fordele er slet ikke vigtige for Menneskeslægten, og de Horisonter, hvor Menneskene kan overlade sig til en saadan sanselig Behagelighed uden at forstyrres deri af