96
PESTALOZZI
som endnu holder Bonden nede under Livegenskabets Tilstand hvad hans Livsnydelser angaar.“ Mennesker maa leve under „Forhold, som ikke udrydder Følelsen af vor Naturs indre Værdighed og Højhed hos dem.“ Moral og Politik gaar i et hos Pestalozzi.
Pestalozzis „Lienhard og Gertrud“. I. Den Mand, der har skrevet denne Bog, er et Menneske, for hvem Kærligheden et Livets Væsen, Kærligheden ikke som lidenskabelig Drift, men som offervillig Følelse. „Kærlighedens Aabenbaring er Verdens Forløsning. Kærlighed er det Baand, som forbinder Gud og Mennesker. Uden Kærlighed er Mennesket uden Gud, og uden Gud og uden Kærlighed, hvad er Mennesket saa?“
I Modsætning til Rousseau, der lægger Vægten paa den enkeltes fri, uafhængige Stilling, bliver Forholdet til andre Mennesker og Samlivet med dem væsentligt for Pestalozzi. Livets Maal bliver gennem dette Samliv at udvikle Kærligheden til en Magt, der er stærkere end Livet med alle dets Omskiftelser. Dødsøjeblikket bliver da Prøvestenen for Livet. „Vej dog, Menneske,“ udbryder P., „vej dog Livets Værd ved Menneskets Dødsleje! Og du, som foragter, ynker og ikke kender den fattige, sig mig, om den, der kan dø saaledes, har levet ulykkelig?“ Alle udvortes menneskelige Forskelligheder bliver til intet i Forhold til den Kærlighed, deler bleven Livets Kærne og Maal og derved bleven en Evighedsmagt, ud fra hvilken Livet sandest kan bedømmes. „O Evighed, naar du engang afslører Guds Veje og Velsignelsen over de Mennesker, Gud gennem Lidelse, Elendighed og Jammer lærer Styrke, Taalmodig-hed og Visdom i deres Indre, o Evighed, hvor vil du