LIENHARD OG GERTRUD. I
97
ophøje de prøvede, som du her saaledes har fornedret!“ Pestalozzi bliver de fattiges og ulykkeliges Talsmand. De synes ham endog at staa Livets Kilde nærmere end de rige og lykkelige, fordi Savn og Sorg er Løftestænger for de Følelser, det for alle gælder om at skaffe Herredømmet i sig. „Den gode Gud i Himlen vidste jo nok, mine kære, at det var bedre for eder at blive opdragne til Fattigdom, til Taalmod og til Overvindelse af Lysterne end at have Overflod.“ Men de Dyder, Fattigdommen fremkalder i den fattiges Bryst, skal Synet af den ogsaa vække hos den rige. En af Hovedtankerne i Bogen er netop den riges Pligt overfor den fattige, den mægtiges Pligt overfor den svage. Han véd ikke Ord, stærke nok til at lægge dem deres Opgave paa Sinde. „Det Menneske, som udsuger den fattige, føler sig ikke hjemme paa Guds Jord.“ Hans Hjerte svulmer af Harme ved Tanken om saadanne Mennesker. Den, der mangler Følelse for den fattige, er en fortabt, han med Afsky vender sig fra. „Hvorfor taler jeg til eder?“ lader han Præsten sige, „jeg spilder mine Ord til ingen Nytte. I gaar ikke bort fra det Sted, hvor I kan krænke Mennesker. I mener, at lige saa lidt som I selv, maa nogen anden have Fred i Hjertet. Men I tager fejl. Se, jeg vender mig bort fra eder, som om I ikke var til.“
For hele Tidsalderen er Velgørenhed en Hoveddyd blandt alle Dyder, Filantropi et af dens Stikord. Rousseau opholder sig længe ved Midlerne til at udvikle denne Dyd i Barnet. Pestalozzis Bog er en Illustration til samme Tekst. Selv i Tidens poetiske Litteratur bliver Velgørenheden den Kaabe, der dækker Syndernes Mangfoldighed. Hos P. er dens Udøvelse endnu ikke bleven til en kold Forskrift eller en traditionel Pligt, men ud-
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 7