98
PESTALOZZI
sprungen af et varmt Hjertes Medfølelse og ikke udskilt fra en samtidig a,andelig, løftende og opdragende Paavirkning.
Dette opdragende Forhold er ham Tilværelsens Grundforhold: Guds Forhold til Menneskene, Menneskenes Forhold indbyrdes. Forældre og Børn, det er de to Led, Verden for ham deler sig i. Den vise For-ældrekærliglied er Livets Højdepunkt. Det Samfund, han skildrer, er patriarkalsk. Godsejeren tænker paa følgende Maade: „Som en Fader, naar han indespærrer og tugter sine vilde, uvorne Drenge, intet søger uden sit Barns Vel, som det gaar Faderen til Hjerte, at han maa straffe, som han hellere vilde skaane og belønne, som han i sine Straffe saa faderligt ytrer sit Vemod og ved sin Kærlighed midt under Straffen endnu mere rører sine Børns Hjerte end ved selve Straffen, saa-ledes maa jeg straffe, naar jeg vil, at min Retfærdighedspleje skal være Faderhandling mod mine undergivne.“ Og hvor han taler til Præsten om, at Landets Love gør for lidt til Værn mod Kromænd, der udsuger de fattige og hilder dem i deres Garn, svarer Præsten: „Det kan ingen Lovgivning, det kan kun en Herres Faderhjerte.“
Præstens Forhold til hans Menighed er baaren af samme Aand. Og ikke alene i særlig religiøs Retning skal han virke opdragende. For at det kan ske til Gavns, maa han leve Livet sammen med sin Menighed, i Kærlighed til den, men med den Myndighed, hans Stilling og Personlighed giver ham. „Utvungnere, trohjertigere og aabnere skulde ingen kunne omgaas Folk end de gejstlige,“ siger Præsten. „De skulde være Folkemænd og være dannede dertil. De skulde kunne se paa Folks Øjne, hvad og hvor de skulde tale og tie.