LIENHARD OG GERTRUD. I
99
Deres Ord skulde de spare paa som paa Guld og give dem hen som intet, saa let, saa træffende og menneskevenligt som deres Mester.“ Præsten skal være „Folke-mand“, d. v. s. hans Virksomhed være et Led i de humane Institutioner. Et Skridt videre, bliver Præsten paa rationalistisk Vis en Nyttighedens Apostel, der kaster det gejstlige Præg helt bort.
I Religionen lægger P. fortrinsvis Vægt paa den praktiske Side. „At gøre Ret, at elske Gud og ved Gudsfrygt at føle sig hævet over al Menneskefrygt og over al Djævlefrygt, det er den rette, den gamle Tro.“ Han kæmper af al Magt mod Overtroen, „som giver Menneskets Hoved et krumt Snit, der forrykker alt, hvad det gør, taler og dømmer, og, hvad der er endnu vigtigere, fordærver Menneskets Hjerte og indgyder det en stolt og raa Haardhed“. Imod Hjerternes Haardhed stiller han Kærligheden til Kristus, Kærligheden i Menneskeskikkelse. Børnene lader han i deres Bøn sige om Forældrene: „De siger os, at vi skal takke Menneskenes Frelser for, at de kender og elsker dig, himmelske Fader, og at de Mennesker, som ikke kender og elsker denne kære Frelser og ikke følger ethvert godt Raad, han har givet Menneskene paa Jorden, heller ikke kan elske dig saaledes, himmelske Fader, eller opdrage deres Børn saa fromt og omhyggeligt som de, der tror paa Verdens Frelser.“ Nogen dogmatisk Kristuslære har P. ikke, Kristus er for ham en Stadfæstelse af hans eget kærlige Hjertes Trang, et Sindbillede mere end en guddommelig Virkelighed. Men klart bevidst er han sig det ikke.
Mod Overtroens Fordrejelse af Aandsevnerne stiller han Forstandens Indsigt i dens Mangel paa Sandhed og den haandgribelige Opklaring af dens Misforstaaelser.
7*