100
PESTALOZZI
Man mærker her Tidens almindelige Tilbøjelighed til at stille den klare Forstand imod instinktagtige Drifter og nedarvede Fordomme. Hos P. begrænses dog stadig Forstandshævdelsen af den stærke Følelse.
Kærligheden som Livets Grundmagt bringer Harmoni i Tilværelsen. Den gør alle væsentlig lige. Den fremdrager det menneskelige i høje og lave. For den bliver selv det onde et Led i det gode og fremmer dets Vækst. „Hvilken Verden det dog er! Snart staar der ved Siden af et Hundehul en Have, og paa én Eng er der snart stinkende Snavs, snart herligt, mælkerigt Foder. Ja, det gaar underligt til i Verden! Selv de skønne Enge give uden Snavset, vi sprede derpaa, intet Foder." Lidenskab, saavel i Glæde som i Sorg, frastøder ham som et Brud paa Harmonien og Selvbeherskelsen. „Jeg er gerne selv glad med jer,“ lader han Gertrud sige, „men naar man i Glæde og Smerte er voldsom og heftig, mister man sit Hjertes stille Ligevægt og Ro. Bønnens Time Aften og Morgen er til, for at I aldrig skal glemme det.“
Religionen er for Pestalozzi mindre en Lære end et Liv. Han skelner afgørende mellem at vide en Ting og at kunne den, udøve den. „Biblen“, siger han, „er et Mandat, en Befaling, og hvad vilde Kommandanten sige til dig, naar han sendte en Befaling til Landsbyen om, at man skulde gøre Ægtkørsler til Fæstningen, og du da i Steden for at køre til Skoven og læsse, satte dig i Værtshuset, tog Befalingen i Haanden, læste den igennem og forklarede for dine Naboer ved dit Glas lige til Aftenstunden, hvad den indeholdt og betød.“ Som Søren Kierkegaard indprenter han stadig Handlingens Fortrin for Viden og Forstaaen. „At udøve og handle er altid Hovedsagen for alle Mennesker. At