102
PESTALOZZI
at vide noget, det ikke forstaar og ikke har Brug for. Naturens Enfold og Uskyld bruger alle Sanser, dømmer ikke uoverlagt, ser roligt og sindigt paa alt, taaler Modsigelse, sørger ivrig for det nødvendige og ikke for nogen Mening og vandrer afsted blidt og stille og fuld af Kærlighed . . . Mennesket i sin rene Enfold ledes af sit ufordærvede Hjerte, som han altid trøstig kan forlade sig paa, og af sine Sanser, som han bruger med Ro.“ Som hos Rousseau lægges her Idealet for Menneskelivet foran den historiske og personlige Udvikling. En rig og mangesidig Livsudvikling vil nødvendigvis sprænge Enfoldigheden. Ved Livsformer af væsentlig en enkelt bestemt Støbning bliver P. derfor staaende. Ikke som Rousseau ved den enkelte, men ved Familievæsnet. Samfundet i videre Betydning er han endnu ikke naaet til. Forholdet mellem Godsejer og undergivne, Præst og Menighed, Haandværksmester og Arbejdere, alt skal være præget af Familiefølelsen. Om Mureren og hans Hjælpere hedder det: „De fleste, han med Kærlighed og Taalmod bragte til at arbejde, takkede ham af Hjertens Grund, og mange Steder steg stille Suk op til Menneskenes Fader, som lønner og velsign«;r al Taalmodighed og al Kærlighed, et Menneske udviser mod sin svagere Broder.“ P. staar nærmere end Rousseau ved de Kilder i Menneskehjertet, der har affødt Kristendommen, som Samfundsprincip, ikke som Mirakellære. En saadan er overflødig for hans Betragtning af Menneskenaturen. Ren og ufordærvet som denne i sig selv er, behøver den ingen underfuld Genfødelse, ingen overnaturlig Fjernelse af Synden.
Paa denne Grund vil han nu ogsaa bygge Folke-opdragelsen. „Sandhedsundervisningen i Folkets Opdragelse maa bygges paa den rene Følelse hos den blide