LIENHARD OG GERTRUD
103
og gode Uskyld og Kærlighed, og dens Opmærksomheds Kraft maa styres hen paa nære Genstande, som interesserer Folk i deres personlige Tilstande.“ Undervisningens Orden knytter han til Skridtgangen i Barnets naturlige Udvikling.
* * *
Lienhard og Gertrud. Pestalozzi staar for saa vidt i fuld Modsætning til Rousseau, som han gaar ud paa at knytte Opdragelsen uløseligt til Samfundslivet, det af Familielivets Aand prægede Samfundsliv. Han bliver i lige saa høj Grad Samfundstænker som Opdragelsestænker. Fra først af er det Samfundets Brøst, som har ledet hans Tanker hen paa Opdragelsen. Først lidt efter lidt bliver han i sit Livs Medfør Opdrager. Han stemmer overens med Rousseau i sin vægtige Indsigelse mod den bestaaende Samfundstilstand. Men han staar haabfuldere overfor Samfundet end Rousseau. Han domfælder ikke i det enkelte Samfund ethvert Samfund. Hans Bog om Opdragelsen bliver ikke en Samfundets Tragedie, med dets Sejrsepos. Som Digterværk faar „Lienhard og Gertrud“ en lignende Stilling som „Emil“: det vægtige Tankeindhold sprænger den poetiske Form, navnlig efter som Handlingen i Bogens senere Dele skrider frem. Som „Emil" er gennemvævet af Stemningsudbrud, træder ogsaa Pestalozzis Personlighed hvert øjeblik i Forgrunden med en Lovsang eller en Smædesang paa Læben. Han behandler ikke sit Æmne med Poesiens frigjorte Ligevægt, men lægger udtrykkeligt eller skjult sin Forkærlighed eller sin Afsky for Dagen. Han udbryder i Jubel, hver Gang han kan vende sig fra sit Æmnes mørke Side til den lyse, og gyser ved Synet af Rædselsfarverne i sit eget Maleri.