104
PESTALOZZI
Det poetiske er ham kun et Middel — han minder deri noget om Grundtvig. Han taler gennem Billeder og Eksempler. Hans Sprog har et stærkt lyrisk Sving med Sentenser i gammeltestamentlig Stil. Han taler tit som en Profet, undertiden som en Salmist. Folkesproget danner Grunden i hans Stil. Den knytter sig i sin Farve stadig til det omgivende Liv. Ved Skildringen af de lavere Stænder har den en egen Duft, som den mangler, hvor Samfundets højere Kredse er hans Æmne.
I den oprindelige Del af „Lienhard og Gertrud“ ligger Opdragelsestankerne endnu kun som skjulte Spirer. I de senere Dele slaar de mere og mere Rod. Stedse videre Omraader af Livet drages med ind i Forhandlingerne. Huslige, økonomiske, politiske Forhold kommer paa Tale. Bogen, som er begyndt i en Bondehytte, ender ved Hertugens Hof. Det er P.s Fortjeneste at have hævdet Sammenhængen mellem Livets forskellige Sider og den gensidige Afhængighed. I den Retning er han Grundlæggeren af den nyere Tids Pædagogik. Rousseau opsøger de løsrevne Dele, Pestalozzi Sammenhængen mellem dem. Til Tider polemiserer P. direkte mod R.s Opfattelse af Naturtilstanden som Menneskelivets Højdepunkt. „Mennesket er af Naturen,“ siger han, „naar det vokser op vildt, overladt til sig selv, dovent, uvidende, uforsigtigt, ubetænksomt, letsindigt, lettroende, frygtsomt og graadigt uden Grænse og bliver saa endnu ved de Farer, som møder dets Svaghed, og de Hindringer, som møder dets Havesyge, listigt, forslagent, lumsk, mistroisk, voldsomt, forvovent, hævngerrigt og grusomt. Det er Mennesket, som det af Naturen maa blive, naar det vokser vildt op, overladt til sig selv; det røver, som det æder, og myrder, som det sover. Dets Naturs Ret er dets Behov, dets Rets Grund er