LIENHARD OG GERTRUD
105
dets Lyst, Grænserne for dets Krav er dets Dovenskab og Umuligheden af at opnaa mere.“ Det isolerede Naturmenneske er for ham ikke noget fuldt Udtryk for Menneskenaturen. Isolationen er et Brud med en af Menneskenaturens dybeste Drifter og forrykker derved dens Ligevægt. Om den harmoniske Menneskenatur taler han anderledes: „Mennesket i sin Naturs ufordærvede Enfold ved lidet, men dets Viden er i Orden; dets Opmærksomhed er rettet fast og stærkt paa det, der er forstaaeligt og brugbart for det; det er ikke indbildsk af at vide noget, som det ikke forstaar og ingen Brug har for . . . Naturens Uskyld og Enfold bruger alle Sanser, dømmer ikke uoverlagt, ser roligt og betænksomt paa alt, taaler Modsigelse, sørger og ivrer for sit Behov og ikke for nogen Mening og gaar Vejen frem mildt og stille og fuldt af Kærlighed . . . Mennesket i sin rene Enfold ledes af sit ufordærvede Hjerte, som det altid trøstigt kan forlade sig paa, og af sine Sanser, som det bruger med Ro.“
Om Religionens Forhold til Menneskenaturen siger han: „Gud er for Menneskene kun igennem Menneskene Menneskenes Gud. Mennesket kender kun Gud, for-saavidt det kender Mennesket, det er: sig selv; og det ærer kun Gud, forsaavidt det ærer sig selv, det er, forsaavidt som det handler mod sig selv og sine Medmennesker efter de reneste og bedste Drifter, der ligger i det.“ Menneskets Natur er dets Ledestjerne. Men han overser ikke dens Begrænsning. „Det er Menneskets Lod, at ingen har Sandheden. De har den alle, men fordelt.“ „Gud har skjult sig for Menneskene og lagt Fremtidens Hemmeligheder i uigennemtrængelige Skygger for dem, for at Ormen kan befinde sig vel i sit Hylster. Men Taagen, som er om os, er fra Gud og