106
PESTALOZZI
vor Naturs Velsignelse, naar vi hviler i den.“ Det højeste er skjult for Menneskets Erkendelse. Religionen maa derfor ikke gøres til en teoretisk Lære. „Gud er nær, hvor Menneskene viser hinanden Kærlighed,“ det er hans religiøse Opfattelses Begyndelse og Ende. Han viser, hvor let det vilde være ved tidlig anvendt Vold paa Barnets Erkendelsesevne at lede det ind i hvilken som helst religiøs Konfession. „Sæt,“ siger han, „man vilde bibringe det det dummeste, man kunde tænke sig, f. Eks. at Solen var Vorherre, Maanen lians Hustru og Stjernerne hans gode artige Børn, og antag saa, der var mange tykke, store Bøger i Verden, hvori mange Hundrede og atter Hundrede Mennesker i hundrede og atter hundrede Aar havde gjort sig Umag med at forklare og fremstille denne Zigeunertro fornuftigt og godt og opsøge tusinde Grunde til, at man burde antage den, og hvorledes man kunde vise, at den var god og sand, og hvorledes man kunde svare, naar nogen sagde, den ikke var sand og ikke var god. Og tænk saa, at denne Mand, før hans Barn vidste, hvad højre eller venstre er, vilde indpræge det Hovedpunkterne i denne Zigeunerdrøm, vise det sin Tro paa Himmelen, og lade det have Glæde deraf og græde Taarer derover og synge Salmer derom, og da, naar det begyndte at komme til Forstand, lod det lære udenad det kløgtigste og bedste, det kunde finde i disse Bøger om sin Himmelreligion, og gjorde endnu mere, jeg gider ikke sagt, jeg véd ikke hvad, for at indtage dets Hoved og Hjerte for hans Sol- og Stjerne-religion, finder du saa ikke, at saadant et Barn paa dette Punkt maatte blive som lam i Hovedet og paa .Sjælen?“
Men ikke blot den umodne Dogmebibringelse, al