LIENHARD OG GERTRUD
107
Dogmelære maa i hans Øjne vige for Religionens praktiske Udøvelse. „Eller er det ikke en Gudstjeneste,“ udbryder han, „at mætte den sultne, at give den tørstige at drikke, at klæde den nøgne, at besøge Fangen, at formindske sine Brødres Elendighed paa Jorden?“ Kristendommen, den højeste og den sande Religion, er en Kærlighedens Sædelære, dens Udøvelse Beviset for dens Værd.
Genstand for hans Haan er derfor den religiøse Snakken, der er Ord, Ord, Ord og kæmper for Lærens Bogstav efter at have dræbt dens Aand. „Drømmerier og Snak om Religionen og Religionsmeninger har skadet og svækket den kraftfulde gamle Aand i Religionen og Folkets dermed inderligt forbundne lige saa kraftfulde gamle Pligtliv i højeste Grad.“ „I Sandhed,“ siger han et andet Sted, „du har gjort den gode Lære om den stille, fromme Gudstro til en Stridslære, saa at de Folk, som troede dig, kløvede Guds Ord og studerede Evangeliet, som et ondt Kræmmerfolk studerer en forfængelig Lovbog for at forbitre hinanden Livet og presse hinanden Blodet frem under Neglene.“
Med Hænder og Fødder sætter lian sig imod Katekismusundervisningen, fordi den udvikler denne golde, selvforgudende Teoretiseren om Religionen. Han fortæller om Lieutenanten, sin ideale Skolemester, at „han skilte Gudslærdommen fra Folkeundervisningen, forsaa-vidt den skal være Hovedøvelse og borgerlig Aandsdannelse, og vilde ikke ved Katékismuskrammet om Læresætningerne i den vanskeligste af alle Videnskaber gøre sit gode Folk saa dumt og hovmodigt til Tjeneste for Klerkevæsnet, som alle Jordens Folkeslag fra Indus’s Strand til begge Polerne maa blive hovmodige og dumme til Klerkevæsnets Tjeneste, naar man vil opnaa