108
PESTALOZZI
Grundlaget for deres Hoveds Dannelse og Aandsretning ved Forklaringer af deres Religionslære ... Alt det videnskabelige i Religionen er menneskeligt og en egentlig Kunstsag ... Troen paa Gud og Læren om hans Dyrkelse er ikke bestemt til Fornuftlære og ikke god dertil. Troen paa Gud og Læren om hans Dyrkelse er for Folket ikke en Sag for dets Hoved, men for dets Hjerte. — Sindsro i sin Nats Mørke, Hengivenhed i Guds Vilje i Taarernes Dal, og en barnlig Seen op til Livets Herre og Fuldender, det er Troens Bestemmelse, men ikke Hovedøvelse [Forstandsøvelse] for Folket . . . Menneskehed! Paa alle Blade raaber Historien: Du dræber før Jqrdens Dyr og tilintetgør før Fiskene i Havet end Præsternes Magt og Aanden i deres Klerke-væsen, naar du gør det videnskabelige i deres Religionsundervisning til Grundlag for Folkets Hoved-[Forstands-] Dannelse.“
Bestandig vender Pestalozzi tilbage til den Opfattelse af R eligionen, hans egen Kærlighedstrang har givet ham. I dybeste Forstand er hele hans Bog som hele hans Liv en gentagen Kærlighedens Højsang og Lovsang. „Der er ingen Gudstjeneste og ingen Mennesketjeneste større og ædlere end den Godhed, man udøver mod Mennesker, som, forvirrede ved deres Fejl, fornedrede ved deres Skam, forvildede ved deres Straf, ligesom de farligst syge, har mer end alle andre Mennesker Skaansel, Menneskelighed og Kærlighed nødig til Genrejsning af deres voldsomt ødelagte Natur og deres hærgede Tilværelse."
Præstens Opgave i Menigheden bliver det at være et personligt Mønster for den, en trofast faderlig Vejleder, der med sin overlegne Udvikling forstaar at føre den frem paa den rette moralske Vej, at støtte de