LIENHARD OG GERTRUD
109
svage og støtte sig selv til de stærke, der kan hjælpe ham i hans Gerning ved deres Indsigt eller Indflydelse. Den teoretiske Side af hans Virksomhed maa træde i Skygge for den praktiske, Ordet bliver kun et Middel blandt mange andre, som han holder i sin patriarkalske Haand. Hans Hæderstitel er derfor ogsaa Fader Præst. Som for en anden Fader maa ogsaa for Præsten det daglige Liv i dets fulde Omfang være Udgangspunktet for hans Paavirkning. „Mere utvungent, trohjertigt og aabent skulde ingen kunne omgaas med Folk end de gejstlige. De skulde være Folkemænd og dannede dertil. De skulde se paa Folks Ojne, hvad og hvor de skulde tale og tie; deres Ord skulde de spare paa som paa Guld og give dem ud som intet, saa let, saa træffende og saa menneskevenligt som deres Mester.“
Hvad der ellers er Rationalismens Svaghed, Sammenknytningen mellem Præstens Virksomhed og det daglige Livs praktiske Gerning, er hos Pestalozzi, hvor den endnu ikke er bleven aandløs, men bæres af en Personligheds rige Følelse, netop Opfattelsens Styrke. I hver enkelt Retning har han hele Livet til Understrømning. Livet og dets Maal samler sig paa alle Omraader i én levende Livsanskuelse. Præst, Lærer, Fyrste, de staar alle tre i alt væsentligt hinanden ganske nær, falder saa godt som sammen i deres Opgave. En Bondekones enfoldige Gerning i sit Hus og overfor sine Børn bliver Mønstret, hvorefter et Lands Opdragelsesvæsen ordnes. Paa den Maade falder Skrankerne mellem Samfundets Klasser. Standsforskellen forsvinder i Persons-Ligheden. Der er Slægtskab mellem P.s Ideer og den franske Revolutions. Men han er ikke revolutionær. Hans varme Hjerte lægger i hans Betragtning af det bestaaende en Optimisme, som