LIENHARD OG GERTRUD
111
forud for enhver historisk Samfundstilstand, vil afskære og hindre al Tradition; P. vil bevare og forherlige Traditionen, som den er grundlagt i Fortiden. Han søger ikke som Rousseau at naa Maalet ved et Brud, men ved at lede den sygnende Udvikling tilbage i det sunde Spor.
Denne Pietet for det gamle træder ogsaa frem i hans Forhold til Biblen. Skønt han strengt taget ikke har Brug for nogen Aabenbaring, kan han dog ikke slippe den gennem Aarhundreder hævdede Aabenbarings-form for Sandheden. Han vilde være villig til at indrømme en anden Ret til at naa Sandheden ad anden Vej og i anden Skikkelse, men holde paa sin Ret til ydmygt at underordne sig under hvad der har været saa mange Slægters højeste Udtryk for Sandheden, og bruge sin Tanke ikke til at fælde det nedarvede, men til at finde dets Skønhed og Betydning.
Hvad bliver da nu Livets Grundbetydning for ham? „Al Menneskenes Færd syntes ham et Spil, som ikke saa meget havde sit Værd for sin Virknings Skyld som for at holde Menneskets Kræfter i øvelse og udvikle dets Anlæg.“ Rousseaus Løsen kunde være „Indtryksfylde“, P.s er „Udvikling“. R. udtømmer sin Kraft i det nydelsesrige øjeblik, P. bruger øjeblikket som Middel for en blivende Virkning. P. fbrstaar Drømmelivets Skønhed og kan af og til prise det, som naar han vemodig siger: „Ak, saa skønt som vi drømmer os det, bliver aldrig noget paa Jorden.“ Men han gør ikke de ideale Drømme til sit Livs Maal, saaledes som Rousseau gør, han træder ind i Handlingens Verden og slaar af paa Skønheden for at forhøje Nytten. R. maa trods al sin Rationalisme regnes til Romantikerne, som de svævende hen over Tid og Rum i Følelsernes ubestem-