112
PESTALOZZI
melige Rige. P. er ikke blind for denne Drift i Menneskehjertet. Men han godkender ikke nogen af Virkeligheden uafhængig .Ret for Fantasien, han forlanger Ligevægt mellem Sjælens Sider, kræver Forstanden indsat i sit berettigede Herredømme ved Siden af Fantasi og Følelse. Han kalder det Forstandspest eller Hjertepest, naar en af dem vil gaa paa egen Haand. „Saadan gaar det,“ siger han, „naar Mennesket paa denne Maade gør Forstanden til alt, og omvendt ogsaa, naar det bygger alt paa Hjertet. I første Tilfælde har det Forstandspest, i andet Hjertepest. I begge Tilfælde lader det den ene, forsømte, Halvdel dø hen af sig selv og smitter med dens Død ogsaa den, det har holdt til Raade med, som om den alene skulde leve.«
Bort fra det enkelte Øjebliks glemsomme Glæde til Livets Helhed, til Udvikling og Sejr over sig selv! De fattige er Himlens benaadede: „Vorherre i Himlen vidste nok, at han vilde hjælpe, og at det var bedre for eder, mine kære, at I blev opdragne til Fattigdom, til Taalmod og til Overvindelse af Lysterne, end at I havde Overflod.“ Smerte og Lidelse bliver en Livets Skole og bærer i sit Skød den sande Lykke, fordi den lærer Mennesket at kende sig selv og se bort fra sig selv. „O Evighed,“ lyder hans Lovsang, „naar du engang afslører Guds Veje og Velsignelsen hos de Mennesker, Gud ved Lidelser, Elendighed og Jammer lærer Styrke, Taalmod og Visdom i deres Indre, o Evighed, hvor vil du ikke ophøje den prøvede, som du her har fornedret saa-ledes!“ Menneskets Evne til Udvikling og Selvbeherskelse bliver ham et Pant paa dets Udødelighed. „Visheden om, at Mennesket kan handle imod sin Naturs stærkeste Drifter og lide og dø for andre for at føle sig bedre, større og fuldkomnere, end om det ikke vilde gøre det,