LIENHARD OG GERTRUD
113
var ham et større Bevis paa Udødeligheden end alt, hvad man kunde sige derom.“
Den vaklende Viljeløshed, der er saa mange Menneskers hele Livsindhold og hindrer dem i at samle sig om et Maal, afmaler han til Skræk og Advarsel: „Alle Menneskers Færd er et saadant Miskmask, og det ubegribeligste, Mennesket bærer omkring med sig, er den Svaghed, ved hvilken det i tusind og atter tusind Tilfælde for intet som helst lader sig bringe til at gøre, hvad der i dets Sjæl er det imod.“ I det viljeløse Vankelmod ser han et af Grundtrækkene hos sin Samtid. Det er Kilden til den stigende Blødagtighed og Tro paa alle Haande fantastiske Midler til at sikre sig i Livet. „De rige og Hoffolkene og Bybeboerne nærmer sig i deres Indre og Ydre bestandig mere de svage Skabninger fra de hede Jordstrøg. Ansigter, Stillinger, Moder, som endog har paafaldende Lighed med de vanskabte Figurer paa det kinesiske Porcellæn, bliver stadig almindeligere. Man søger mere og mere at fremtvinge disse Jord strøgs Pirringer og bringe de stærke, blødagtige Nydelser, vort Klima har nægtet os, ind i det indre af vore Værelser, hvor man med Penge kan skabe en Luft, som man vil have den. Deraf kommer det, at vor Sindsstemning nærmer sig de hedere Egnes Svaghedslaster og Daarskaber. Derfra den i vor Tid paafaldende Stigen i Overtro, rentes viagéres, Lottoer, Blegsot, de mangeartede Barnemord, Hautgouts i vore Meninger og den almægtige Ærbødighed for alt, hvad der udadtil er fiks og indadtil niks. Derfra de tusind forunderlige Optrin i vor Tid. Derfra den sværmeriske Religiøsitet hos despotiske Mennesker. Derfra Tilbøjeligheden til Billeddyrkere og til sanselige Forestillinger om Gud Herren, som i varme Lande endog har forbudt
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. g