114
PESTALOZZI
sit Eolk saadanne Forestillinger. Derfra den Magt, hemmelige Forbindelser har, og Troen paa Mennesker, der ikke holder deres vigtigste Løfter. Derfra den frække Tiltagen af alle Slags Charlatanen, endog Trylletrom-mens højrøstede Anvendelse: alt det har sin egentlige Arne, hvor det koger sin Gift, i den Maade, hvorpaa det indvendige i de fornemme og rige Huse nærmer sig det asiatiske Tilsnit.“
Ud af disse Livs- og Samfundstanker gror nu P.s Opdragelsestanker. Opdragelsen „lægger egentlig intet ind i Børnene, den udfolder kun de Kræfter, der ligger i dem“. At fjerne Hindringer og aabne Veje bliver Opdragerens Opgave. Hans Maal er naaet, naar det er lykkedes ham at gøre sig selv overflødig. Her stammer P.s Tanker fra Rousseau. De enkelte Opdragelsesmidler skal gribe fremmende ind i hele Udviklingen, hver enkelt Kundskabsgren betragtes som Led i en større Helhed. Hvad der vil virke isoleret, og mekanisk bliver dødt og magtesløst. Stoffet skal fordøjes for at kunne nære. „Alle isolerede, ensidige, ofte tilmed golde Undervisningsgenstande, som drives uden denne Indgriben i hele Kredsen af Børnenes Anlæg og Kræfter, virker meget let til at undergrave og tilintetgøre Harmonien i de menneskelige Kræfter og Anlæg.“ Denne Kreds deler sig i tre Led: de legemlige, de sjælelige og de aandelige Kræfter og Anlæg. De skal derfor paavirkes samtidig. Man maa søge „øvelser, som paa én Gang griber Barnets Hjerte, Aand og Haand og saaledes er egnede til i Forening at opnaa den rene Følelse, den rette Tænken og den fuldendte Kunnen og ved selve Livet gøre Barnet dem til Vane og ligesom til anden Natur“. P. følger i Rousseaus Fodspor, naar han lægger Opdrageren Livet, d. v. s. det nære og kendte,