LIENHARD OG GERTRUD
115
det af Sanserne opfattede og af Interesserne omfattede, paa Hjerte som Udgangspunkt. Han skildrer Undervisningen hos sin ideale Lærer: „Livet selv i dets hele Omfang, som det virkede paa Børnene, som det greb dem, som de føjede sig deri og benyttede det, var egentlig det, Lærdommen gik ud fra, og hvori Taleundervisningen ligesom kun faldt ind som en underordnet Genstand. “ Undervisningen slutter sig til det personlige Samliv, den levende Omgang mellem Mand og Mand, mellem voksen og Barn. Det huslige Liv bliver dens Forbillede, Hustruen, Moderen Opdragelsens Sjæl. „Billedet af den store Moder, der ruger over Jorden, er Billedet af enhver Kvinde, der ophøjer sin Dagligstue til Guds Helligdom og fortjener Himlen af Mand og Børn.“ I „Dagligstuen“, „Vaaningsstuen“, løses alle bundne Kræfter for at udvikles harmonisk. Det fredelige Barneliv i Dagligstuen under en trofast Moders vogtende Øjne betager P.s patriarkalsk-idylliske Indbildningskraft og Følelse. Der er noget af den forelskedes Sværmeri i hans Skildring af en saadan Moder i sine Børns Kreds. Heltinden og Drivhjulet i hans Bog er en jævn, moderlig virksom Kvinde i det Hjem, hendes Omhu betrygger. Paa samme Maade virker hele Livet igennem „Dagligstuen, i hvilken selv det sletteste Menneske har Øjeblikke, som fører til indre Opløftelse og til de renere, blidere Følelser af Menneskelighed i det huslige Liv“. Selv Børnene i Bogen har Følelse af det huslige Samlivs forædlende Magt. „Ikke sandt,“ siger Drengen til sin Moder, „ikke sandt, Moder, man bliver brav, naar man saadan sidder sammen og taler sammen om Gud og beder og synger.“
Opdragelsens første Hovedlov bliver da: „Det virkelige Liv i Husholdningerne skal væsentlig udgøre Op-8*