136 PESTALOZZI
uforstandige forstandige, jaskevorne arbejdsomme“. „Ingen Dadel og ingen Straf forbedrer sikkert et Menneske, naar ikke Godhed og Kærlighed er medvirkende.« Men „at trænge ind til Børnenes Hjerte og det lige i det Øjeblik, man har bebrejdet dem en Fejl og vil vænne dem af dermed, rigtig varmt at overbevise dem om, at de er én kære, det er sikkert en god Opdragelses Mesterstykke“.
Aanden i Opdragelsen skal være Religionens Aand, d. v. s. ikke Religionen som Lære, men saaledes, at menneskelig Kraft til alt godt er det væsentlige og ubedragelige Kendetegn paa den sande Religion“, og at „det største, Religionen kan give os, er Styrke til alt, hvad der er godt og nyttigt i Livet“. Mennesket er ikke til for Religionens Skyld, Religionen er til for Menneskets Skyld. Den er en særlig Ting, som skal fylde og optage Mennesket. „Den bestaar mere i Kræfter end i Forestillingsmaader og Ord. Den er snarere et Rustkammer fuldt af godt Værktøj end en Sal fuld af henrivende og indtagende Billeder.“ „Menneskets gejstlige og religiøse Pligter er vævede ind i timelige Forhold, og Døden alene overhugger Traaden i denne Væv.“ Derfor skal Sansen for Livets virkelige Forhold og Arbejdet' dermed følge Mennesket til det sidste. Det er en ensidig og derfor usand religiøs Opfattelse at ville udelukke alle jordiske Tanker af den døendes Sind. Saa længe der er Liv, er den varme Interesse for Livet en Pligt og Ordningen af dets Forhold ogsaa den religiøse Følelses Opgave. „Det nyttigste Dødsleje er sikkert det opbyggeligste.“
Denne blivende Interesse for det rette og det sande, dette faste Forsæt om at fremme det udgør det udviklede Menneskes Storhed. „Alle Mennesker har deres