KRISTOF OG ELSE
137
gode Timer og Øjeblikke, hvori de fatter rigtig gode Forsæt; men er Mennesket ikke bravt fra inderst til yderst, saa er dets gode Forsæt altid forgængelige.“
Idet det religiøse skal være Grundmagten i et Menneskeliv, maa det ikke indsnævres saaledes, at Mennesket ikke faar Rum til at røre sin Natur og omfatte det hele Liv, eller saaledes, at det sættes i Splid med sine Medmennesker. „Jo visere et Menneske er, des mere er Religionen en almindelig Næring for det, som hverken binder sig til Verdensegne eller til Skolelærdomme.“ „Religionens og Troens indre Væsen er aldeles ikke Genstand for menneskelige Meninger, endnu mindre for menneskelige Stridigheder. Forskellen i de menneskelige Meninger om Religionssager er ikke nogen Forskel med Hensyn til Religionens Væsen, men kun til dens Skal. Og det er en stor Ulykke, at Mennesker ivrer sig op for denne Skals Skyld og fordømmer hverandre derfor.“ Ser den mere udviklede dybt nok i Religionens Væsen til at kunne undvære dens ydre Dragt, Formerne, Ceremonierne, saa maa han af den Grund dog ikke kaste Vrag paa den Religiøsitet, der har dem behov. „De fleste Mennesker bærer næsten altid kun ved disse Ceremoniers og helligede Meningers Støtte det væsentlige i Religionen om med sig. I øvrigt er de religiøse Meninger i Almindelighed ogsaa i deres Væsen saa sande, at jeg, saavidt jeg har lært Menneskene at kende, altid har fundet, at den sande Visdom var det sidste, der har hindret nogen i ogsaa at læske og kvæge sig ved Religionens Meninger og Ceremonier. “
Som Religionen skal sende sin Kraft ud i alle Livets Forgreninger, er det det modne Menneskes Fortrin til hver given Tid at kunne samle alle sin Sjæls Kræfter i det enkelte Formaal, være helt tilstede i den