FRØBEL
139
staas og paavirkes endnu før det var vaagnet til Bevidsthed.
Han ser granskende paa Barnenaturen med en af Kærlighed skærpet Finsans. Intet er smaat eller betydningsløst for ham. Alt bærer jo i sig Spiren til en Fremtid. Ingen Frugt yder Fremtiden, som ikke fra først af som en spæd Begyndelse ligger indplantet i Barnesjælen. Hvert lille Skridt gælder det ham om at forstaa. Hver Drift og hver Evne mødes i sin Op-vaagnen af hans spejdende øje. Dens Næring maa hverken komme for tidlig eller forjsent, den maa hverken overmættes eller udhungres. Er Udviklingen sporadisk, skal den dog stile hen imod et Midtpunkt, Livets og Udviklingens Midtpunkt, Tilværelsens Enhed, Menneskets Enhed med sig selv, Naturen og Gud. Enheden i Mangfoldigheden, det er Kærnen i hans Opfattelse. Han er Enhedsdyrker af Religion.
Legen forudspejler Livet. Den er Udtryk for Virksomhedsdriften, Grunddriften i Menneskenaturen, og udvikler den videre. Den skal paa én Gang tilfredsstille Barnets og Tankens Krav'. Allerede paa Legens første Trin skal Barnet, ubevidst, stilles over for Livet i dets højeste Form, Tilværelsens i sig selv hvilende Enhed og Helhed. Allerede det første Legetøj, Barnet faar at sysle med, har sindbilledlig Betydning, det er Bolden med sin Kugleform, Kugleoverfladen, hvis uendelig mange Punkter alle samle sig i samme Afstand om samme Centrum. Og Kuglen, Bevægelsens Billede, maa afløses af sin Modsætning, Tærningen, Hvilens Billede. Saa forenes de i det tredje Stykke Legetøj, Cylinderen, Valsen. De deles og omformes. Selvvirksomheden sættes i Gang, Efterligningsdriften styrer den, og Virkelighedsbilleder bliver til gennem Barnets Byggelege. Skøn-