140
FRØBEL
hedsdriften tager fat, og symmetriske Skønhedsbilleder frembringes. Erkendelsesevnen melder sig, og Erkendelsesbilleder, Grundlag for matematisk Forstaaelsø, bliver til. Alt selvfølgelig uden at Barnet endnu bevidst forstaar, hvad dets Leg fører til eller sindbilledlig rummer i sig. Alsidig Selvvirksomhed, gennem den er det, Vejen gaar. Mennesket er skabende, som Gud er det. Livet lever i Barnet og finder sit Udtryk og sin Vækst gennem dets Leg. Uden Leg intet Barn, uden Leg ingen Udvikling i Barnet. Dets Sanser og dets Tanke skærpes gennem Iagttagelsen, af det lige og det ulige, af Enheden og Mangfoldigheden, af Farverne og deres Nuancer, af Formerne og deres Grundtræk. Dets praktiske Evner styrkes, idet det ordner og former, forbinder og adskiller, bruger sine Hænder og sit Øje, stiller sit Legetoj i Forhold til Livet og øver sit Legeme. Saa føres Barnet gennem Legen ogsaa ind i Livet.
8. Novb. 69.
* * ♦
Frøbel ser Tingenes Væsen fra tre Sider: de er bestemte af Tilværelsens Urgrund, af deres særlige Natur og af alle andre Tings Sum. Tilværelsen virkeliggør Organismens Begreb paa alle Punkter, danner organiske Led, Ledhelheder, som han kalder det. Menneskets Ejendommelighed er Evnen til at finde og fastholde denne dobbelte Stilling: paa én Gang Led og Helhed. Naturens Væsen svarer til Menneskets. I Driften gaar Menneskets selvstændige Udfoldelse for sig; over for den staar Evnen til at lade sig paavirke. At modtage, bearbejde og virkeliggøre udadtil, det er de menneskelige Evners Trehed. Som Led indesluttet