FRØBEL
141
enhver Ting Modsætninger, mellem hvilke den mægler, og faar over for sig Modsætninger, mod hvilke den udlignes. Udmæglingen bliver Tilværelsens Grundlov. Gangen i al Udvikling er: Sætning, Modsætning, Ud-mægling. Det indre og det ydre er Modsætninger, men de udmægles, idet det indre bliver et ydre, det ydre et indre. Alt bliver i en vis Forstand til alt, i Tilværelsens Enhed mødes Modsætningerne, hver Bevægelse forgrener sig til Væsenets Rod. Tegneundervisningen f. Eks. bliver intet isoleret Fag, men faar Betydning for Menneskevæsenet som Helhed, i fysisk og psykisk, moralsk og intellektuel Henseende, indadtil og udadtil. Virkeligheden og Idealet er Modsætninger. Opdragelsen skal udmægle dem med hinanden. Ethvert Opdragelsesmiddel skal bære Livets Maal i sig. Bolden bliver derfor det første Legetøj. Den er Billede paa den i sig afsluttede Helhed. Dens bløde, foranderlige Form fæstner sig i Modsætningerne Kugle og Tærning med Cylinderen til Mellemled. Kuglens Bevægelighed danner Modsætningen til Tærningens faste Hvile, Cylinderen ejer begges Egenskaber. Hver af dem er en Helhed — denne Helhed skal være det første Indtryk af dem — og skiller sig ud i Dele, Led i Helheden. Tærningens Kantdeling medfører Hjørnedelingen. Delingen i ligesidede Firkanter medfører de forskelligsidede som Modsætning. Fladen og Linjen bliver her de yderste Modsætninger.
Frøbel bunder i mange Henseender i Rousseau og Pestalozzi. Mennesket som Naturvæsen, Udviklingen Selvudvikling — det er Rousseau. Individualiteten som Grundlag for Opdragelsen, Følelsen som dens Middel i Forholdet mellem Barn og Opdrager — det er Pesta-