142
FRØBEL
lozzi. Udviklingens Trehed, Udmæglingens Lov — er det ikke Hegel?
Det virkelige og det ideale skal paa alle Punkter gennemtrænge hinanden. Ogsaa i Legene, hvis pædagogiske Grundværdi F. har opdaget. Menneskeslægtens Fremtid skal bygges paa denne Tanke. I den virkeliggøres Fortidens ubevidste eller halvbevidste Bestræbelser. Det virkelige plus det ideale, det er det symbolske. Livet skal være Symbol. Hans Lege er symbolske. De er et i den praktiske Virkelighed, et andet i den ideale Tankeverden, og paa én Gang begge Dele. Deres egentlige Betydning faar de først for den, der samler dem i Systemets Enhed og ser dem ud fra deres — og Tilværelsens — Grundtanke.
For denne spekulative Systematiker bliver Fremstillingen af dem som Løsningen af en matematisk Opgave en Tilfredsstillelse for Opfinderens videnskabelige Trang, et psykologisk Billede af en Personlighed, for Frøbels Vedkommende en saavel gennem Tanken som gennem Følelsen udviklet Personlighed. Systemet faar derved en almen Sandhed ved de almindelige Synspunkter, det er bygget paa, ved det fine Blik for de enkelte Leds Ejendommeligheder, som den fulde Hengivelse dertil og den idelige Syslen dermed har frembragt. Det faar en praktisk Sandhed som Middel for denne bestemte Personlighed; gennem det kan han virke og derved paavirke.
Men det, der med hans Personlighed som Baggrund, gennem hans Glæde derover og hans Optagethed deraf, kan faa Liv og Sandhed for Barnet, kan blive komisk og kejtet som Led i et alment System. Symbolikken i Legene og Legesangene gaar Barnets Bevidsthed forbi. Den er jo ikke Udtryk for, hvorledes Barnet opfatter