144
FRØBEL
dragerens Forhold til Barnet som Gartnerens til Planten og hentyder til Livet med Naturen i fri Luft. Det her vakte Liv vil forplante sig til Familielivet og genføde det.
Enhver Tid er en Brydning mellem det nye, der arbejder sig frem, og det gamle, der hævder sin Tilværelse. Psykologisk gælder det samme om ethvert Menneskeliv. Ogsaa om Frøbels. For ham er Tilværelsen et Fornufthele, en ubrudt Kæde. Han udvikler sin Grundtanke i talrige nye og slaaende Synspunkter. I hans Følelsesliv kommer Traditionen hans Tanke i Møde. Dens Begreber knytter han saa kritikløst til hvad hans egen Tænkning har frembragt. Det, han til Tider kalder Urgrunden eller Allivet, bliver til andre Tider til Gud i den positive Religions Betydning. Han optager saa i Flugt dermed hele den positive Tros Indhold uden dog at stille det i Modsætning til Fornuftvirksomheden (ikke credo quia absurdum). De religiøse Forestillinger smelter for ham sammen med Fornuft-begreberne, blive som andre Navne paa dem.
18. Novb. 69.
* * *
Frøbel danner paa én Gang et Sidestykke og et Modstykke til Pestalozzi. Et Sidestykke, forsaavidt hans Kræfter lidt efter lidt fra Sysselsættelsen med alskens Foretagender samler sig om Opdragelsen og ikke bliver staaende ved dens Udøvelse som Kunst, men søger et dybere Grundlag for den ved at trænge ind i dens Sammenhæng med Livet. Et Modstykke, forsaavidt Følelsen er Livsnerven i P.s Tankevirksomhed, hans Tankes Tumleplads Virkeligheden, Samfunds: betragtninger hans Begrundelse af Opdragelsen, medens