FRØBEL
145
Frøbels Hovedevne er Refleksionen, hans Udgangspunkter og Fremgangsmaade filosofiske, hans Begrundelse en abstrakt Tankerække. P. er Schweizer, F. Tysker.
Allereds fra hans Barndom har hans indre Liv været i Virksomhed. Ydre Forhold har trængt ham tilbage i sig selv. Hans Tanker har da syslet med de Gaader, Livet forelagde ham. Tidligt har han søgt at gøre sig Rede for Menneskeslægtens Rolle paa Jorden, før sit 10. Aar er han kommen til det Resultat, at „Menneskeslægten gaar ikke til Grunde paa Jorden (og lige saa lidt Jorden), før Menneskeslægten, Menneskeheden, paa dette Hjemsted har naaet den Fuldkommenhed, den kan naa paa Jorden“.
Samtidig bliver selve Menneskenaturen Genstand for hans Betragtninger, og det gaar op for ham, „at Menneskenaturen i og for sig ikke gør det umuligt for Mennesket igen at leve og fremstille Jesu Liv i Renhed, ja, at Mennesket kan tilkæmpe sig Renheden i et Liv som Jesu, naar det kun betræder den rette Vej dertil“. Det gælder ogsaa om hans egen Udvikling, naar han siger: „I Livets Gang har jeg ofte erkendt, at Menneskets Aand i sine første Rørelser anelsesfuld avler, hvad der senere i moden Tilstand faar sin Stadfæstelse og Indvielse.“ I sit 38. Aar siger han om sig og sin Kreds: „Vi erkender, naar vi sammenligner vor Bevidsthed og vor Overbevisning med det, der er udtalt i den Retning af den, der først i Gud har erkendt Menneskenes Fader, at alt, hvad han siger, bekræfter sig fuldkommen tro og sandt i et virksomt og tillige opmærksomt iagttagende Liv, at hans Lære, hans Udsagn, hans Krav virkelig tilfalde svarer til Guds faderlige Forhold til Menneskene og Menneskenes barnlige Forhold til Gud, at det udelukkende er ham, der først
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 1n