146
FRØBEL
af alle Mennesker har erkendt dette Forhold og levet saa fuldkommen derefter i Livet, som intet senere Menneske har gjort og vil gøre, at Jesus, om end født som Menneske, dog i sin Lære og i sit Liv har bekræftet og bevist og fra sit Livs Tid lige op til vort Liv har bevist, bevidnet og bekræftet sig for os som sand Gudssøn.“ Da „enhver Ting nødvendigvis bærer dens Egenskaber i sig, der har avlet den,“ og „Barnet bærer Forældrenes, Faderens, Væsen, Aand og Egenskaber i sig, saa bærer altsaa Menneskene, Guds Børn, ogsaa deres Skabers, deres Faders, Væsen i sig, og saa-ledes bærer Mennesket guddommeligt Væsen i sig, saa-ledes er Mennesket af guddommeligt Væsen“. Af samme Art er Kristi Guddommelighed, kun forhøjet derved, at han i sit Livs Renhed har gennemført Tanken om at være Guds Barn. Frøbel finder da i Kristus Højdepunktet af menneskelig Udvikling og skildrer ham som værende „i inderlig Gudsenhed, som sand naturkyndig, som elskende Menneskeven og ægte Menneskelyksalig-gører, som dyb Historiegransker, som den selv i ydre Livskravs Tjeneste utrættelig virksomme, som den paa Livserfaringer rige, som den klare Tænker og til sidst, forenende alt dette i sig, som den lige saa stille og roligt som sikkert handlende vise, der ikke blot elsker sit Folk og Fædreland, men, idet han gaar ud over begge, elsker dem begge i Menneskeheden, og, idet han ligesom vender tilbage til Kim- og Hjertepunktet i denne, atter elsker den i Barnelivet, i Barneverdenen, ja i de enkelte Børn, i deres Væsen, i deres Værd, i deres Guds- og almindelige Livsenhed“. Kristus bliver Sindbillede paa Mennesket, Jesu Lære Grundlaget for al sand Opfattelse af Livet, samlet i Sætningen om Gud som Fader. „Ved Jesus er den dybeste, mest