148
FRØBEL
vore Sanser, svarer nøje til den os omgivende Natur, nøje til den Jord, paa hvilken vi lever, og til begges nuværende Udviklingsgrad“.
„Hvad Livet kræver, giver Livet, hvor der var og er Liv. Hvad Ungdomslivet kræver, giver Ungdomslivet, hvor det var og er. Ja hvad det senere Mand-domsliv kræver af Manden og Mennesket, giver sikkert Drenge- og Ungdomslivet, naar det kun har været ægte Ungdoms- og Menneskeliv.“ Og som det lavere Trin bærer det højere i sig, optager det højere det lavere i sig. „Selv i sine Lege efterligner Mennesket Naturens Skabergang. De første Naturformer, Naturens faste Skikkelser (Krystaller) træder frem som et af indre Kraft betinget ydre „Aneinander“; Barnet efterligner i sine første Lege gerne Naturens første Virksomheder for at forstaa den i dem. Bygger Barnet ikke gerne, og er ikke Naturens første faste Former Byggeværker?“
Men er det en Naturlov, at hvert Udviklingstrin hviler paa et foregaaende, saa skal Mennesket som tænkende Væsen blive sig dette bevidst, stige ned til de tidligere gennemløbne Trin for at blive sig sit eget bevidst. „Naturgranskningen“ er Forudsætningen for Granskningen af „Menneskeudviklingens, Menneskedannelsens, Menneskeopdragelsens Love og Gang“. I Nutiden har Menneskeslægten naaet det Trin, hvor det ikke længer skal lade Livet spire ubevidst i sig — Jesu Tid krævede endnu kun „Sindets Tilfredsstillelse og Enhed“. Nu skal Granskning af Udviklingslovene hindre Vanskud og Vildvækst og Kraftspild. »Hvorfor er al Barndom ... saa fuld af Rigdom og véd det ikke, og hvorfor taber den den uden at vide det, lærer den først at kende, naar den er tabt? Skal det altid vedblive at være saa? Skal det ikke . . . snart komme