FRØBEL
149
saa vidt, at Alderdommens Erfaring, Indsigt, Kundskab, at Visdommen danner et Værn ... om Barndommen?“ Paa hvert enkelt Livstrin maa Livet modnes, inden der gaas videre. Den langsomme Udvikling er den sikre og naturlige, og Frøbel mener, at Trangen dertil er et særlig tysk Fortrin.
Menneskelivets Toppunkt er Erkendelsens Samliv med hele Tilværelsen. Hvad er nu Vejen dertil? Tidligere Tænkeres Undersøgelser og Resultater tilfredsstiller ham ikke. „Vore største praktiske Opdragere, Pestalozzi ikke undtagen, synes mig alt for raa, empiriske og vilkaarlige.“ For ham selv er Udviklingens Gang følgende: „Begyndelsespunktet for al Livsytring, al Tilværelse, altsaa ogsaa for Skuen, Erkendelse, Viden, er Gerning, Gøren.“ Fra denne maa derfor Opdragelsen tage sit Udgangspunkt. „Liv, Gøren, Erkenden, det maa egentlig være en stedse samtidig Treklang i Mennesket, kun med fremherskende og overvejende Fortrin snart for den ene, snart for den anden, snart for to i Forening. Bliver de ubetinget adskilte, fremkalder de Kamp mellem Liv og Død.“ Al Handlen skal derfor følges af Indsigt.
Virksomhedsevnen, den, „skabende“ Evne, er ham den oprindelige. Udviklingen deraf rummer denne Trinrække: „Evne, Færdighed, Sikkerhed, Erkendelse, Bevidsthed, Indsigt, Klarhed.“ Den gaar „fra den endnu næsten instinktagtige Drift gennem Fornemmelsen og Følelsen til Bevidsthed og Vilje“. Opdragelsens Princip bliver da „paa hvert af disse Trin kun at give Eleven det, han kan taale, forstaa og forarbejde paa det, og som tillige kan blive en Stige for ham til det næste, højere Trin“.
Som alt Liv maa ogsaa Opdragelsen være af orga-