FRØBEL 151
Menneskehistorien, Matematikken saavel som Sproget og her de saakaldte døde saavel som de levende Sprog osv. maa være os lige vigtige til Menneskets Uddannelse.“ Undervisningen maa „sikre sig og betragte alle Ting i deres Liv, Forbindelse eller Adskilthed, i Henseende til Stof, Form, Størrelse, Tal, Skikkelse (Tegning), Farve, Tone, Bevægelse. Navn, Aarsag og Virkning, ligesom den maa udvikle Eleven i alle Hoved-retninger af hans aandelige Kraft og efter hans Sansers Krav som Aandens Redskaber, det forstaar sig efter hans Anlægs og hans Evners Maalestok.“
Opdragelsens Form har, paa Pestalozzisk, sit naturlige „Mønster i Familien i dens Simpelhed og Fuldstændighed“. Et Menneske bliver „ikke alene opdraget ved Undervisning og Undervisningsmidler, men ogsaa, og langt mere, ved Mennesker og menneskelige Forhold“. Som det nu staar til, synes Livet dog ikke at ville lade Familierne opfylde deres Kald. Det maa da være Opgaven paa ny at bringe dem til Vækst og Blomstring i Fremtiden. Frøbel, der selv grundlægger en Opdragelsesanstalt, arbejder derfor igennem den paa dens Overflødiggørelse: „I et sundt Ægteskab vogter, plejer og udvikler først Moderen Barnet, lærer det at iagttage, lægge Mærke, gaar bestandig ud fra Enheden og fører det tilbage til den. Faderen modtager Barnet, Sønnen, af Moderens Haand og Hjerte med et Sind fuldt af virksomt, sandt Liv, fuldt af Vidensdrift i Henseende til Aarsag og Følge, det hele og Forgreningen. Med vakt Sans for Sandhed og med aabent Øje for Skinnet, med stedse næret Virksomhedsdrift til bestandig at skabe, skabende at iagttage og opløsende at erkende; saaledes hjemme, i sit Indre som i sin Omgivelse, bestandig virksom, tænkende, skabende, stræbende, saa-