152
FRØBEL
ledes modtager Faderen Sønnen og danner og belærer ham til det fremtidige Liv.“
Ved Siden af Menneskelivet bliver Naturlivet Opdragelsens Hovedmagt. „Man faar det først rigtig kært og det øver først sin fulde Virkning, naar man holdes til at pleje Naturen og glad forstaar at anstrenge sine Muskler og Nerver i dens Tjeneste,“ siger en af Frøbels Hjælpere. Enhver Folke- og Fattigopdragelsesanstalt bør saa vidt muligt være paa Landet. »Landbruget, Livet i og med Naturen,“ kan fremfor alt sætte Mennesker i „skabende Virksomhed". Paa den Maade „kan ethvert Menneske allerede som Barn middel- eller umiddelbart tilvejebringe saa meget, som der er nødvendigt til dets Underhold,“ ethvert Barn, selv det fattigste, skaffe sig Midlerne til sin egen Opdragelse. En Iagttager af Frøbels Opdragelsesanstalt i Keilhau siger: ,.Ved den her raadende Undervisningsmaade bliver den unge Aand ikke gjort til en Sparebøsse, hvori man saa tidlig som muligt stopper alle Slags Mønter af det forskelligste Værd og Præg, som de nu just er gangbare: langsomt, stadigt, trinvis og bestandig i indre d. v. s. efter en i den menneskelige Aands Natur grundet Sammenhæng skrider Undervisningen alvorlig, uden de fordums filantropiske Narrestreger og Snurrepiberier med at lade Bogstaverne blive bagte i Sukker og spiste, fremad: fra det simple til det sammensatte, fra det konkrete til det abstrakte, i den Grad overensstemmende med Barnet og dets Tarv, at det gaar lige saa muntert til Undervisning som til Leg, ja, jeg var Vidne til, at de smaa, hvis Time blev noget forsinket ved min Ankomst, grædende kom hen til Anstaltens forstander med det Spørgsmaal: om de da i Dag hele