FRØBEL
153
Tiden skulde lege og ikke lære noget, og om de store alene havde Time.“
Ogsaa „Legen, Barne-, Ungdoms- og Selskabslegene, Familie- og Folkelegene,'1 udgør ligesom Arbejdet ,.en Enhed, et levende Hele“ i Opdragelsen, følger sine naturlige Love og maa ikke prisgives til det blinde Tilfælde, men læres dem, der ikke selv kan linde sig tilrette, -ved en fri og dog af Læreren ledet Undervisning.
„Menneske-, særlig Folke- og Fattigopdragelsen, maa gaa for sig nøje efter samme Plan, som har lagt sig for Dagen i Menneskets Udviklings- og Uddannelseshistorie indtil nu, men paa den klarest mulige Ind- og Omsigts, altsaa den klarest mulige Bevidstheds Trin.“ Fra det nære til det fjerne, fra Anskuelse til Begreb. „Mine Erfaringer, især fra mit gentagne Universitetsliv, havde lært mig, at den hidtilværende Opdragelses-maade, især den kun foredragende (anlernende), udvortes meddelende Læremaade, sløver for højere sand Erkendelse, for aandelig Indsigt og for fremtidig ægte videnskabelig Dannelse, for Væsensskuen og saaledes for sand Viden, for Sandhed i Viden, ja jeg kunde gerne ligefrem sige, at den virker tilintetgørende.“ „Vor Elev ... indser utvivlsomt, at vil han vide og erkende, saa maa han leve, leve meget, d. v. s. handle tænkende og tænke handlende.“ „Den almindelige Form for vor Undervisning er derfor: G-ør dette og se, hvad der i denne bestemte Henseende følger af din Handling og til hvilken Erkendelse den fører dig.“ Eleven vil da „overalt anvende sin Viden og Kunnen formaalstjenligt1' og „bære Midlerne til sin egen videre Uddannelse og Fuldkommengørelse i sig“. Alle disse Tanker er hos Frøbel en Arv efter Pestalozzi. Begge vil de udvikle den praktiske og den teoretiske Evne i Sammenhæng og