KVINDER
155
ind i. Den fordrukne kan overfor sit Barn have en Følelse af, at han er hjemfalden til en Last, han skal skærme det imod. „Bliv du ikke saadan et Svin som din Fader.“ Han vil, om ikke andet, saa staa som en Afviser. En har valgt det urolige, omflakkende, rodløse Liv, hans Barn skal samle sig i Ro. En har valgt Købmandens rastløse Arbejde i sin Bod eller paa sit Kontor. „Min Søn skal studere.“ En har valgt en Videnskabsmands hjernetrættende Gransken. „Min Søn skal føle det praktiske Arbejdes Sundhed.“
Og den, for hvem Opdragelsen er bleven et bevidst og klart Kald, ser i Opdragelse kun Udvikling, d. v. s. Maalestokken ligger i Barnets egen Natur. Barnet er Træet, Opdrageren er Gartneren. Men Opgaven er jo ikke, at Træet under sin Vækst skai komme til at ligne Gartneren, det skal blive sig selv. Opdragerens Udviklingstrin bliver et Middel, ved hvis Hjælp Barnet skal naa det Maal, det bærer i sig selv.
* *
Det var tidligere en stadig og ikke usand Paastancl, at Kvinder paa aandelige Omraader saa’ gennem Mændenes Briller. Mændenes Smag og Mændenes Dom stod med Autoritetens Glans over sig i saa godt som enhver Kvindes Øjne. Det vækkende Arbejde for Kvindefrigørelsen har forandret meget i dette Forhold. Gennem mangen en Rift i det dølgende Slør titter et levende, spejdende Kvindeøje ud for selvstændig at fange de Lys-straaler, Livet kaster tilbage. Følelsen af Lys i en Sag skaber en Varme for Sagen, der giver sig Luft i Trang til Virksomhed, i kraftigere Holdning og Gang, af og til maaske i et lille ellevildt Hop. Det er en Glæde at se ubrugte Kræfter vaagne til Bevidsthed om sig selv.