DET PÆDAGOGISKE HENSYN
159
trække Cirklen om dens Stof. Dette Hensyn er for det første psykologisk. Skolen maa udelukke af sin Undervisning, hvad der ikke kan blive Genstand for en klar Forstaaelse, om end en Barneforstaaelse, hvad der ikke kan blive anskueligt opfattet og ikke blive Middel til aandelig Vækst. Det pædagogiske Hensyn er for det andet etisk. Det afskærer derfor alt, hvad der vilde føre usund Udvikling med sig, udvikle Evnerne til urette Tid og derved foregribe og undergrave den naturlige Gang i Udviklingen. Som f. Eks. visse Retninger, der utilbørligt ægger Fantasien og derved fremhidser Sanseligheden før Tiden.
De to Hensyn gennemtrænge!' hinanden i det pædagogiske Hensyn. Under dets Ledelse foregaar den Støbning, ved hvilken Stoffet renses og formes efter Barnets Tarv. Den pædagogiske Proces er i sit Væsen formel, den frembringer ikke Stoffet, den tilrettelægger det, bortskærer og tildanner. Den gaar først A nskuelig-gørelsens Vej, saa Refleksionens Vej, uagtet Stoffet er det samme. Det meddeles gennem Anskueliggørelsen, bearbejdes gennem Refleksionen. Man kan give den samme Opgave i dansk Stil paa de forskellige Alderstrin, men man nøjes ikke med dtfti samme Besvarelse.
Stoffet hentes fra Menneskehedens opsparede Beholdning af Iagttagelser og Erfaringer, d. v. s. Kundskaber. Det er en Skov, inde'i hvilken det gælder om at lære Barnet at finde Vej ved at bruge sine øjne. Men det maa ikke overvældes. Det maa gaa til Værks som Bondeknøsen, der fortvivlede om at kunne fælde Skoven, til han glemte Skoven og tog fat paa Træerne.
Stil Barnet overfor det tilrettelagte Stof, lær det at sanse, for at det kan lære at forstaa. Men forstaa og forstaa er to Ting. En er Barnets Forstaaelse, en anden