160
DANSK STIL
er Mandens, en er Mandens, en anden Kvindens. Forlang ikke i Barnets Forstaaelse den voksnes Overblik. I Poesien er den voksnes Forstaaelse Erkendelsen af Digtets poetiske Tanke, for Barnet er Forstaaelsen det klare Indtryk af de poetiske Skikkelser og af en Handlings Gang. Den pragmatiske Historieskrivning passer ikke for Barneskolen; den Overlegenhed over Stoffet, som Forstaaelsen af Sammenhæng mellem Aarsag og Virkning kræver, er der uopnaaelig.
* *
Der er en religiøs Retning, for hvilken Helligdage er en Uting. Det religiøses Væsen er for den at brede sig over hele Livet, og den er bange for, at Helligdage skal suge Marven af det daglige Livs religiøse Fornemmelser. Det religiøse maa ikke udsondres, ingen Tidspunkter og ingen Mennesker maa religiøst priviligeres. Det religiøse vil ellers let komme til at staa udenfor Livet. Ved det religiøse er Hovedopgaven ikke at fremkalde en Stemning, en Andagt i stille Timer og deri se det religiøse Mellemværende afgjort. Det afgøres først i det, der fra Morgen til Aften sker i Menneskers praktiske Liv.
Det gaar med den danske Stil som med det religiøse. Den maa ikke skilles ud fra den daglige Undervisnings og det daglige Livs Emner, men være som Blomsten af deres Tilegnelse. Den bliver til intet, naar den stilles for sig som en mekanisk øvelse efter et Skemas Regler. Den maa begynde, maaske famlende og usikker, med det, der er levende i Barnet. Det er det, Barnet i sin Stil skal forme. Forlanger man et klart Udtryk, saa maa man lade Barnet arbejde med