SAMTALEFORMEN
167
af alle Kræfter i én af Stolene og gik derpaa roligt hen og sagde: „Om Forladelse, søde Alma.“
Omtrent samtidig fik han Skænd ved Bordet. „Det siger man ikke højt,“ sagde han med en Stemme halvkvalt af Graad og noget indigneret.
19. Smaa Børn ser paa den pegende Finger, ikke paa det, den peger paa.
20. Ludvig talte om sine gennem Klaverspil udviklede Fingres Styrke. Hans Onkel tvivlede om den. „Vil du prøve?“ sagde Ludvig. „Ja.“ Ludvig tog hans Haand og trykkede den. „Av,“ skreg Onklen, „du skulde dog huske paa, at jeg er din Onkel.“
* *
21. „Kære Ludvig! Du skulde vel ikke have et Landkort at laane mig? Min Søn skal nu i Skole, og du ved, hvordan Børn er, de river straks alt i Stykker, hvad de faar, jeg vil derfor nødig købe et.“
„Samtaleformen er den naturlige Form for Skolebogen,“ siger Comenius. Hans Grunde? For det første fører den til alsidig Betragtning af Stoffet. — Men behøves Samtaleformen dertil? Skal denne have noget at betyde, saa maa den have en virkelig Samtales Karakter, være Udtryk for forskellige Personligheders modsatte eller i alt Fald forskellige Opfattelse ud fra deres personlige Ejendommeligheder. Skal en saadan trykt Samtale have nogen Flugt, forudsætter