168
SAMTALEFORMEN
den som sin Ophavsmand paa én Gang en Digter og en Tænker. Og for at den kan faa nogen Vægt, maa Modsætningerne, der brydes, træde stærkt og skarpt frem, Mening staa mod Mening, Bevis mod Bevis, Veltalenhed mod Veltalenhed. Men et Barn vilde det falde vanskeligt at løfte sig op over alle disse stridende Ensidigheder, samle dem, overskue dem og dømme dem. Det vil let blive draget med af den, der sidst har haft Ordet, eller i alt Fald den, der har brugt de kraftigste Ord, og til Slutning staa forvirret og betaget uden at kunne hitte Rede i Samtalen eller i sig selv. Og lod man for at give Barnet en Pegepind, en af Personerne træde op som den rette Menings Forkynder med dømmende Myndighed overfor de andre, vilde man i Virkeligheden være gaaet ud over Samtalens Form. Det var ikke længer denne, der virkede, men hin enkelte Sandhedsprofet, i hvem Barnet skulde se sin Mester og Vejleder; det øvrige vilde kun sprede dets Opmærksomhed.
Barnet har ikke Sans for den betingede Ret, en Sag eller et Menneske kan have: Engel eller Djævel, det er dets Dom. Er den dialektiske Evne udviklet hos det, saa er det, hvor det gælder dets egne personlige Interesser, Tilfredsstillelse af dets Lyster eller Forsvar for dets Handlinger, men ikke ligeoverfor abstrakte Sandheder, som det overhovedet er lidet tilgængeligt for. Samtalens Væsen er nu netop den Dialektik, der giver alle nogen Ret og ingen al Ret. Maa man af Hensyn til Barnet, der skal forstaa Samtalen, give en enkelt den hele Ret, saa er den bleven til en blot og bar Maske, og vi er under denne ført tilbage til den positive Fremstilling.
For det andet vækker Samtalen Opmærksomheden og vedligeholder den. — Men hvorfor gør den