170 „gudmennesket“
hver Tanke famler sig frem gennem Drømme og Anelser, inden den i fuld Klarhed træder ind i Livet. Hele Oldtiden er en usikker Stilen mod Gudmenneskets Idé. Paa intet Sted er den endnu bleven til klar Tanke. Dunkle Profetier er dens højeste Form. Modsætningen mellem Grækere og Barbarer, mellem Romere og Ikke-Romere, Jøderne som Guds udvalgte Folk — det er lutter Udtryk for Uklarheden og Hildetheden.
Fra én Side set staar Jøderne Ideen nærmest. Alle menneskelige Forhold grundlægges hos dem paa det guddommelige, paa Guddommens Love. Hele Livet bæres af Underkastelsen under det religiøse. Fra en anden Side set staai' Grækerne Ideen nærmest. Men hos dem er det religiøse Forhold det omvendte. Det religiøse tager sit Udgangspunkt fra det menneskelige, bliver dettes idealt afklarede Spejlbillede. Det guddommelige er hos Grækerne et Naturlivs harmoniske Udfoldelse. Det stiller sig ikke med nogen bydende Lov over Menneskelivet og det enkelte Menneske. De Indskrænkninger og Grænser, der hos Grækerne stilles for den naturlige Udvikling, har Tilfældighedens Karakter, er ikke strenge Konsekvenser af den religiøse Opfattelse.
Men endnu var Gudmenneskets Idé ikke født, om den end som Foster rørte sig under Tilværelsens Hjerte. Derfor blev Nationaliteten en indespærrende, standsende Magt. Den blev højeste Dommer, men var kun Produkt af de isolerede Naturanlæg og de fysiske Betingelser, hvorunder de udviklede sig. Af samme Grund kunde en Institution som Slaveriet følge et Folk op igennem hele dets Historie, indtil dens Virkninger undergravede dets Tilværelse. I det sociale Liv kunde endvidere det ene Køn træde op med Fordring paa ude-