„gudmennesket“ 171
lukkende Anerkendelse og Ægteskabet faa sin væsentlige Betydning som de for Slægtens fortsatte Bestaaen nødvendige Indpodninger paa den gamle Stamme uden nogen gensidig Bekræftelse af Forholdet i aandelig Frihed. I Opdragelsen saas der tilbage og ikke fremad. Det overleveredes Hævdelse var Maalet, Guldalderen tilbagelagt, Udviklingens Gang nedad, ikke opad, Fædrenes Tro det Anker, der skulde holde Livet fast.
Under alt dette modnedes Livet skjult. Tankerne voksede deres stille Vækst. De gamle Livsopfattelsers Utilstrækkelighed sprængte Skallen om Livet. I Tidens Fylde traadte Gudmenneskets Idé sejrrigt bevidst ind i Tilværelsen. Hidtil havde hver Nation set den øvrige Menneskehed som paa Afstand, udenfor sig, uden Fællesskab med den i Opgaver. Nu vendtes Kikkerten. Gudmenneskets Idé staar i Modsætning til den nationale Idé. Denne. betegner det særlige og derfor tilfældige, om end nødvendige og berettigede, Gudmennesket be-' tegner det almene og derfor væsentlige og allesteds gyldige.
Gudmennesket — det er Tanken om den menneskelige Aands Samfund med det guddommelige. Dets Virkeliggørelse Vidnesbyrdet om, at det guddommelige ikke ligger udenfor og over Livet, men lever i Tilværelsens Midte, i Menneskeaanden som i Naturlivet. Den første Konsekvens af denne Tankes Sejr er Omstyrtningen af de Skranker, der har stænget Folkeslagene ude fra hinanden og fra Løsningen af de samme væsentlige Opgaver. De falder ved Anerkendelsen af det almenmenneskelige, hvilke Formei- det saa fremtræder under. Den enkelte hævder sin Ret som Medejer af dette almene. Indenfor det enkelte Samfund omstødes Standsfordommene. Menneskehedens Makrokosme og Indivi-