172
gudmennesket“
■dets Mikrokosme træder paä én Gang ud i Lyset. Det nedarvedes absolutte Ret bliver ikke længer uomstridt, det forgangne ikke længer Virkeliggørelsen af det ideale. Maalestokken for, hvad Udvikling vil sige, bliver en ny. Det berettigede og det uberettigede skilles ikke ved skarpe Grænser, men ses i deres Vekselvirkning med hinanden som delagtige i hinanden. Det relative bliver et Grundbegreb for alt virkeligt. Virkelighedens relativt berettigede Led supplerer hverandre, hvert som et ensidigt Udtryk for det absolutte. Livet bliver dialektisk. Tankens Porte aabnes. Dens Allestedsnærværelse bekræftes. Videnskaben grundlægges som Tankens organiske Udfoldelse. Den enkelte Tænker forstaas som den "almene Tankes særlig prægede Organ, paa én Gang Led og Helhed.
Men fordi Gudmenneskets Tanke fødes, har den ikke straks sejret. Den Famlen og Higen, som betegnede den tidligere Tid, gentager sig. Kun gennem Kamp og Arbejde naar den nye Tanke til at beherske Menneskelivet,
Gudmenneskets Idé leder til at opfatte hele Tilværelsen som det med Mennesket sammenknyttede, Naturliv og Menneskeliv som bundne sammen i et Fællesskab. Som det guddommelige bliver det menneskelige et Udtryk for Tilværelsens Grundkraft, overensstemmende og i Forstaaelse med alle Tilværelsens andre Grundytringer. Det menneskeliges Udspring af Naturen og blivende Forbindelse dermed faar sin Forklaring. Frihed og Nødvendighed, Bevidsthed og Ubevidsthed ses i deres Modsætning og i deres Enhed. Uendelighed og Endelighed indgaar Forbindelse. Liv og Forandring og Død søger tilbage til samme Oprindelse. Naturvidenskaben bliver Virkelighedserkendelse Side om Side med