174
JØDEDOMMEN OG LOVEN
Evner hos et Menneske til Enhed, gør dets aandelige Liv til en organisk Helhed og ikke til et tilfældigt Knippe, det er Individets ejendommelige Naturkraft, det, der paa de forskellige Udviklingstrin gør det til det samme Individ.
Naar det gælder om at fremlokke det klare Udtryk for denne Sjælelivets Helhed, kunde det maaske være virksomt at lade Fag en Tid lang ligge brak, for at det, der skal vindes Udtryk for, kan have klaret og afsluttet sig, antaget Form og Fylde gennem indre Vækst, indtil det udtales. Der kunde derved samles nye Kræfter. Naar øvelserne paa ny optoges, vilde den opsparede Kraft forfriskende kunne komme til Orde.
'Et saadant Fag maatte Religion vel kunne være, hvis den skulde bibeholdes i Skolen. Eller dansk Stil. Det kunde virke velgørende at holde inde med Øvelserne heri et Aars Tid paa et dertil egnet Punkt af Undervisningen. Historien har Elementer, der peger i samme Retning. Men alle saadanne Fag, til hvilke mekaniske Evners Udvikling, f. Eks. Hukommelsens, er nødvendig, maa holdes ude fra denne Fremgangs-maade.
22. Decb. 68.
* ... *
Jødedommen og Loven. Jødedommen er i den mosaiske Lovgivning en Lære, der som herskende Lov vil omfatte hele det mangegrenede Liv. Den vil gribe bestemmende ind i det politisk borgerlige Liv saavel som i det sociale, det juridiske saavel som det religiøse og moralske, det fysiske saavel som det intellektuelle. Den har sin historiske Betydning derved, at den paa et givet Trin af Folkets Udvikling skaber en Eorm, der