DEN ATHENIENSISKE OPDRAGELSE
IO
kan rumme det fuldt med dets Anlæg og Evner og give det et lovordnet Samfunds Sikkerhed. Den griber Folkets Væsen, dets Trang og dets Drift, og ophøjer dem til Lov. Og efter at denne Lov er gennemført i Livets hele alsidige Detail, forlanger den, at hver enkelt ubetinget og fuldt ud skal underordne sig under Loven. Derigennem vil han saa naa sin Udviklings Højdepunkt. Kræves der Resignation af den enkelte, saa er det den stærkeres og viseres Vilje, han bøjer sig ind under, idet han tro efterlever det foreskrevne.
Her træder Storheden i den mosaiske Opfattelse frem. Loven er ikke Udtryk for en enkelts Vilkaarlig-hed, men selve det guddommeliges Aabenbaring. Loven er i sit Princip den Magt, der som Guddom bærer Tilværelsen. I sin Oprindelse det guddommelige selv, i sin Gennemførelse en Lov for det hele menneskelige Liv, uden at'nogen Side af det er udelukket.
Men en saadan Lov maa opfattes historisk. Dens Betydning er knyttet til det Standpunkt, hvis opdragende Magt den er. Naar dens Hverv er endt, hjælper det ikke at fastholde dens afsjælede Former. Naar den selv kun er et Led i Helheden, hjælper det ikke med Vold og Magt at ville gøre den til Helheden selv.
26. Decb. 68.
* *
Den atheniensiske Opdragelse havde Individets Udvikling til et harmonisk Kunstværk for Øje. Det menneskelige i Skønhedens Form var dens Opgave. Taler man om græsk Skønhedsverden, græsk Personlighed, er det særlig Athen, man tænker paa. Individet stod her i Forhold til Staten, men slugtes eller kuedes ikke af den. Staten greb ikke som i Sparta enevældigt