DEN ATHENIENSISKE OPDRAGELSE
177
Barnet. Han fulgte det til og fra Skole, passede paa dets Opførsel og sædelige Vandel, skulde lære det Anstand og Holdning, Belevenhed i Væsen og Tale: at gaa med sænket Hoved paa Gaden, gaa af Vejen for ældre, tage Maden ved Bordet med højre Haand, Fisk og Brød med to Fingre, Saltmad med én. Drengen var forpligtet til fuldstændig Lydighed. Pædagogen havde Myndighed til at irettesætte og straffe ham. Men tit udtog man til denne Post gamle, affældige Slaver, som ikke kunde gøre anden Nytte og vel heller ikke fik stor Myndighed som Opdragere. Barnet blev paa dette Tidspunkt optaget blandt Borgerne. Faderen bekræftede med Ed dets ægte Fødsel. Dets Navn optoges paa „den hvide Tavle“.
De lovbefalede Undervisningsfag var Gymnastik og Musik. I øvrigt stod det Faderen frit for at lade sin Søn lære, hvad han vilde. Han blev saa sendt til Gramma-tisten. Denn,es Skole begyndte ved Solopgang og inaatte ikke vare længer end til Solnedgang. Drengene sad paa trappevis opstigende Træbænke. Først lærtes Bogstaverne, saa Stavning, til sidst Sammenlæsning. Til Læsebøger brugtes Digternes Værker, først og sidst Homers. Der lagdes stor Vægt paa korrekt og smuk Udtale og Betoning. Digtersteder lærtes udenad, i ældre Tid ogsaa Love. Naar Drengene blev ældre, gik man nærmere ind paa det grammatiske: Etymologi og Ortografi, Dialekter og gammeldags Sprog, Talens forskellige Dele og deres Forbindelser. Til Forfatterlæsningen knyttedes en nøjagtig Forklaring over forefaldende Begivenheder og Steder, Personer og Genstande. Ved Skriveundervisningen brugtes Knæet til Pult. I tidligere Tid øvede man sig paa voksovertrukne Tavler. Senere skreves der med Blæk. Af Regning lærtes saa meget, som det daglige Liv krævede. Fingrene, Nødder o. 1. var
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger 12